Teamet bag ny Dana henter inspiration på svensk forskningsskib
Holdet, som skal designe Danmarks nye forskningsskib Dana V, besøgte den 5. juni 2023 det svenske forskningsskib Svea i Stockholm. Her skulle deltagerne se, hvordan et moderne og sammenligneligt forskningsskib er indrettet og konstrueret, og høre hvilke erfaringer ejerne – Sveriges lantbruksuniversitet (SLU) – efterfølgende har gjort sig med skibet.
Svea, som blev søsat i 2019, er 69,5 meter langt og anvendes til forskning og moniteringsopgaver i Østersøen, Kattegat og Skagerrak. Det er cirka samme størrelse som Dana V, som dog får polar-klasse og derfor også kan sejle i Arktis.
”Det var en dag med mange spørgsmål og informationer, som vi kan bruge i vores designfase. F.eks. viste det sig, at hele arrangementet omkring sænkekølen, hvor skibets hydroakustiske udstyr sidder, fyldte meget mindre, end vi havde forventet”, fortæller administrativ projektleder Michael Haldborg Schlünzen, DTU Aqua, og takker SLU og Svea for et godt arrangement.
Designet af Dana V udføres af Dansk Dana Konsortium (DDK) bestående af Knud E. Hansen og Odense Maritime Technology og forventes at være færdigt med udgangen af 2023, hvorefter værftsudbuddet går i gang.
Offentliggjort 9. juni 2023