Studiebesøg på det grønlandske forskningsskib Tarajoq
DTU Aquas nybygningsteam for Dana V har været på studiebesøg på det nyeste grønlandske forskningsskib Tarajoq, mens det lå til kaj i Frederikshavn.
Tarajoq kan på flere måder sammenlignes med det kommende Dana V. Begge skibe er avancerede forskningsskibe, og selv om Tarajoq er en anelse mindre (61 meter mod Dana V’s 70 meter), er en del af forskningsudstyret sammenligneligt. Dertil har DTU’s skibstekniske rådgiver OSK Design A/S også været rådgiver for tilblivelsen af Tarajoq, som ejes af Grønlands Naturinstitut.
Rasmus Brandenburg Bilde fra OSK Design guidede DTU’s team rundt på skibet og gennemgik alt fra maskintekniske løsninger, navigation og sikkerhed til indretning og materialevalg. Af særlig interesse på et tidspunkt, hvor Dana V er på vej ind i byggefasen, var håndtering af tilsynet undervejs i tilvirkningen af Tarajoq, herunder implementering af specielle designløsninger, opbygning af skibets forskningssystemer og erfaring med tilsynet af skibets tekniske opbygning.
Formålet med besøget var at dele viden, klæde DTU endnu bedre på til at lede et projekt af den kaliber og forberede intensivering af samarbejde på skibsområdet.
